Moroccanoil guide

Vejret bliver mere og mere gråt, og det samme lader det til, at vores hår gør. For regn, rusk og vintertristhed sætter sig i dén grad i håret. Det skyldes blandt andet, at vi opholder os mere inde i varmen, og når vi så endelig bevæger os ud, så er vejret hårdt ved vores hår.

Derfor har lokkerne – og i særdeleshed også ejeren af dem – brug for lidt ekstra kærlighed her i efterårsmørket. Og hvad skulle man ellers bruge tiden på end selvforkælelse? Det er forhåbentlig ikke kun undertegnede, som indimellem får en formanende pegefinger fra frisøren; ”Husk nu balsam, hårkur, at bruge shampoo to gange, og at lade være med at føntørre håret.” Og der nikkes troskyldigt hele vejen ud af frisørsalonen, før de dårlige vaner igen fortsættes.

Den marokkanske førstehjælp

Noget der virkelig kan redde håret – udover alle frisørens fornuftige råd – er Moroccanoil. Det er gået fra at være navnet på et hårpleje-brand til, på det nærmeste, at være blevet lidt af et fænomen inden for hårpleje. Og det er tilsyneladende med god grund.

Flere og flere, som har stiftet bekendtskab med olien, sværger nu til den, og de mener at kunne se tydelige resultater. Selv mange frisører er nu begyndt at anbefale den, og hvis du skal lytte til bare én anbefaling fra din frisør, skal det næsten være denne.

Luksuriøs olie

Men hvor kommer denne mirakuløse olie så fra? Den kommer fra træer. Nærmere bestemt argantræer, som vokser i Marokko. Derfor hedder hovedingrediensen i Moroccanoil også arganolie, og ikke marokkoolie, som man ellers kunne foranlediges til at tro. Og faktisk vokser træerne også andre steder, blandt andet i Mexico.

Det er dog kun i Marokko at træerne gror frugter med kerner i, som man udvinder olien af. Dette gøres ved en længere proces, hvor olien koldpresses, og på den måde kan bruges til alle de produkter som nu sælges verden over. Det er alt lige fra hårprodukter til hud- og neglepleje. Arganolie bruges endda også i madlavning, men her er processen for udvindingen af olien lidt anderledes.

Det kan derfor IKKE anbefales at bruge et skvæt hårolie på stegepanden, hvis du løber tør for olivenolie. Til gengæld kan du trygt påføre alle produkter fra Moroccanoil i håret og på kroppen. Olien er nemlig spækket med gode vitaminer og fedtsyrer, og alt hvad hud og hår ellers har brug for her i de mørke efterårsmåneder.